Hvordan sorterer man en ananas? - noget om affald

Affaldssortering i Ghana er stort set ikke eksisterende. Plastikflasker bliver genbrugt til olie, udslidt tøj gør det ud for en gulvklud og glasflasker kan man lave perler af. 

Men alt det andet bliver hverken sorteret eller genbrugt: Plastikposer fra vand, sodavandsflasker, poser fra madvarer på markedet, dåser og ikke mindst emballage fra små portions-pakker med tomatpure, krydderier, smør og babymad. Tit bliver det ikke en gang håndteret, men ender bare i rendestenen og naturen. Det bedste bud er renovationsfirmaet Zoom-Lion, der tømmer skraldespande rundt i byen. Men hvad der så blive gjort af det har vi ikke helt kunnet finde ud af, det bliver vist brændt, måske bare i en meget stor bunke.

Da vi flyttede ind i huset lå der en bunke affald ved bagdøren. Det var alt muligt blandet og vi brød os ikke om at skulle smide affald i naturen. Så vi har arbejdet på forskellige løsninger og lige nu sorterer vi i 5 forskellige fraktioner i køkkenet:

- Høns: Madrester især grøntaffald som tomat-ender, kassava-midter og overmoden ananas. Men de kan også godt spise lidt ris eller pasta i de sjældne tilfælde vi smider det ud. 

- Natur: Alle de rå madrester, som hønsene ikke kan få f.eks. skrællen fra appelsiner, yam og ananas. Dette putter vi i en biopose og smider ud i bushen ved bagdøren, hvor det så kan forgå over tid. Det er bare meget vigtigt, at der ikke kommer olie heri, da det så vil tiltrække myrer.

- Zoom-Lion, haster: Restaffald med mad eller andet snask på. Denne bærer vi ned til den nærmeste fætter, der har en Zoom-Lion spand, hvor der også er plads til vores affald.

- Zoom-Lion, tørt: Restaffald, der ikke kommer til at lugte f.eks. tørre poser, papir, pap og plastikflasker. Det kommer også ned til fætteren, men med lidt lavere frekvens. 

- Vandposer: Hernede kommer drikkevand i 1/2-liters plastikposer og disse kan vist nok genanvendes.  Vi kan i hvert fald aflevere dem hos en fætter, der giver dem videre til nogen, der måske genbruger dem. Men nu bruger vi væsentlig færre af disse poser - mere om det nedenfor.


Når man ikke kan sortere må man reducere

Med så utilfredsstillende affaldshåndtering har vi sat alt ind for at reducere vores affaldsmængde, her er noget af det vi gør:

- Stofposer i stedet for plastikposer: Især kæmper vi mod den utrolige mængde plastikposer, der bruges når man køber mad og andre varer. Køber man f.eks. tomater puttes de tit i en lille klar pose, der så puttes ned i en lidt større sort pose sammen med eventuelle andre varer. I stedet, medbringer vi altid stofposer. Både indkøbsnet, men også en masse små hjemmesyede poser, syet af de poser vi køber mel i. Så det er nemt at købe tomater i en pose, løg i en anden og bananer i en tredje. 

- Vandfilter fremfor posevand: Vi har netop fået et ler-filter, som vi nu bruger til at filtrere vores drikkevand. Det er ret genialt og har allerede sparet os for nogle hundrede plastikposer på en uge. 

- Jordnødder på flere måder: Normalt sælges jordnødder i små poser á 1 cedi (75 øre) og de er en god snack at have med på farten, men det bliver også mange små plastikposer. I stedet køber vi dem i tomme kaffeglas og fylder dem så i andre må beholdere, når vi skal have dem med på tur. Groundnut paste (peanutbutter) køber vi ved at medbringe vores eget glas og få det fyldt op i stedet for at købe det i en pose.

- Hjemmelavet havremælk: Ida vil gerne have mælk i kaffen, men mælken hernede sælges på små dåser og eftersom metallet ikke kan genbruges skal det undgås. Derfor laver vi hjemmelavet havremælk til kaffen.

- Tomatpure i poser: I stedet for klassiske dåser, der ikke kan genbruges sælges også tomatpure på poser. Det er godt nok folie, men dog mindre metal og dermed forbundet med mindre ressourcespild, når det bliver brændt. 

- En tom madkasse: Der er mange gode muligheder for at købe snacks på vejen og så har vi en tom madkasse i tasken så vi kan fået fried yam, grilled plantain, bofroots og andre gode snacks i den i stedet for plastikposer.

Kattefisk i kaffedåse: Vi får fiskerester fra Mads' tante til katten, som vi transporterer hjem i en kaffedåse.

- Hjemmesyet kaffefilter: Ok, det er nok ikke så meget for ikke at lave affald, men mere fordi vi manglede et kaffefilter, men det er nu stadig ret fint med sådan et kaffefilter at et gammel lagen.


Populære opslag fra denne blog

Søndags status - næsten til tiden

Børnerettigheder med Pigespejdere på Zion Hills