Hvad er spejdermorgenmad i Ghana? - Søndag d. 13. november
Hot 🔥
- Visum til de næste 3 måneder
- Spejderweekend på Ghanesisk spejdercenter
- Lære nye spejdersange
- Alle aktiviteterne på spejderweekenden
- At der ikke var slanger i junglen, da vi gik tur med spejderne, men til gengæld masser af sang
- Hundredevis af store flotte flagermus på himlen over spejdercenteret
- Forgæves gåtur i middagshede efter en kaffeplantage vi ikke kunne finde
- Skolestrejke
- Kaniner, der bliver holdt i ørene
- Jollof, der dufter godt, men er uspiselig stærk
- En død høne
Ugens vejr:
Af en eller anden grund er tirsdag åbenbart regnvejrsdag for igen denne uge blev vi fanget af regnen i poolen. Det var til gengæld den eneste dag det regnede i Akropong pånær en lille byge en aften og så regnede det i Accra natten til søndag.
Til gengæld var der en aften, hvor vi så utrolig mange flotte lyn på lang afstand.
Nyt i huset:
- Badeværelset har fået sæbeskål og knage til et håndklæde
- Der er kommet flere gardiner op
- Vi har lavet skilte til affaldssortering i køkkenet
- Vi har fået tilsluttet en stor blå tønde, så vi bedre kan samle regnvand, nu hvor det ikke regner så meget. Vi kan virkelig se at vandet rækker længere når vi skyller med regnvand, vaskevand og andet 'genbrugsvand'
- Vi har fået en ny høne, en sort én, som kom fredag morgen. Vi havde store forhåbninger til dens æglægning, da den var samme slags som Fibi, der konstant lægger æg. Desværre kom vi hjem søndag og fandt den død i hønsegården. Eddie mener den blev slået ihjel af myrer og fordi den var bundet (vi har haft bundet dem alle de første 2 dage) kunne den ikke komme væk.
- Pigerne har nu fået orden på deres tusser og farver med blyantsholdere, som de lavede på spejderturen af gamle plastikflasker.
Ugens dyr:
Papegøjer
Mad highlights denne uge:
Vi fik en del mad-oplevelser på spejderlejren, hvor der til hver måltid var en fast menu og ikke så meget at vælge imellem. De havde været så flinke at sende menuen på forhånd og spurgt om det var ok. Det så godt ud, men jeg kommenterede dog at vi ikke rigtig spiste chili. For hvert måltid skruede den kære kok så lidt ned for chilien og til sidst, søndag frokost, lykkedes det hende at servere mad som pigerne rent faktisk kunne spise. Så denne uge har vi blandt andet spist:
- Meget stærk tomatsovs, stærk jollof, lidt stærk palava-sovs - og til sidst fried rice helt uden chili
- Dvs pigerne har spist ret mange hvide ris og kogt yams med ketchup
- Morgenmad på spejdertur bestående af: hvidt toastbrød, varm kakao og én pølse
- Janes jollof (den var god, men de fleste af os mener at Maames er bedre, da den er en lidt mere krydret)
- Pizza!! Vi var i Kofuridua, 1 times kørsel væk med trotro og købte ost og så stod den på pizza og bagedyst med Italiensk tema.
- Kassava ampesi (kogt kassava), som vi alle er blevet ret glade for
- Skumfiduser på bål

