Begravelse part 2 (med video)
Så oprandt weekenden for Maames begravelse. Når vi siger weekend, mener vi selvfølgelig torsdag til mandag. Og når vi siger begravelse, mener vi selvfølgelig både selve gudstjenesten og kisten i jorden, men også en række andre ritualer, traditioner, donationer, musik og måltider for omkring 2000 mennesker!
Nedenfor har vi skrevet lidt mere om hver enkelt dag, og hvis man er mere til den slags har vi også lavet en video, som I kan se her.
Torsdag
Vi var ikke til stede, men det var noget med at svigerdatteren og børnene skulle give en masse ting til at gøre afdøde i stand: sæbe, håndklæder
Fredag
Der var selvfølgelig et mylder af mennesker i huset i løbet af dagen, alle i sort og rødt tøj. Om eftermiddagen kørte vi sammen ud til lighuset, 20 minutter kørsel væk, for at hente Maame. Ved lighuset blev der grædt og råbt, men også bedt en bøn med dertil hørende ofring af alkohol til forfædrene på jorden. Derfra tilbage til bygrænsen til endnu en gang en bøn og alkohol til forfædrene. Så fik vi selskab af et brassband på ladet af en bil og kørte i langsom kortege gennem byen til familiehuset.
Undervejs var det som om byens liv stoppede, alle stod stille i deres gøremål og kiggede op - rigtig mange kendte Maame. Vi kørte forbi kirken og af den vej til huset, som vi så tit har gået med Maame efter gudstjeneste.
Ved huset blev hun båret ind og gjort klar, mens vi andre sad i gården og brassbandet, der nu var 15 personer stort, spillede.
Vi tog hjem og spiste aftensmad med pigerne (der var blevet hjemme med morfar) og kom igen ud på aftenen. Dér lå hun inde i huset i en åben kiste, iklædt 7 lag tøj til rejsen og gjort fint i stand med makeup, smykker og hvid kjole. Rummet var pyntet med hvidt stof og lyskæder. I gården sad mange mennesker og mange kom forbi, hilste på, sagde farvel til Maame og gik så igen.
Lørdag
Tidlig, tidlig morgen blev Maame transporteret til kirken (vi var ikke med). Her lå i åben kiste til en slags 'for-gudstjeneste' kl. 7-9.30. Der blev bedt og sunget og læst højt af det minde-hæfte, der er blevet lavet. Ida læste også vores bidrag højt.
Maame var formand for kvindeforeningen i kirken (som Mads' mormor forøvrigt var med til at starte) og kvinderne, alle klædt hvidt, samledes om hende og sang flere sange.
Til sidst kunne vi gå en sidste gang op og sige farvel og så blev kisten lukket og den egentlige begravelsesgudstjeneste kunne starte. Egentlig meget, som en dansk gudstjeneste med sange, bønner og prædiken. Desuden et par oplæsninger, dels af Maames børn og om hendes liv og så selvfølgelig to runder donationer til kirken. Det hele foregik på Twi og efter samlet 3 timer i kirken var pigerne ved at være godt trætte til sidst.
Kisten blev båret ud og nogle få kørte med til kirkegården, hvor den kom i jorden.
Resten af selskabet skulle til gravøl, forskellige steder i byen. Vi tog til et hotel, hvor der var drikkevarer, masser af mad, høj musik og nok 400 mennesker.
Til sidst tog vi vil familiehuset, hvor en masse mennesker også havde spist og der nu var gang i den med donationer. Der var pavilloner i alle sidegader med røde-sorte stole under, hvor der sad masser af mennesker. En jævn strøm af mennesker kom, hilste og donerede penge. Der blev danset og læst donationer op. Lydniveauet var absurd højt, så vi blev ikke så længe inden vi gik hjemad - efter 8 timers begravelse!
Søndag
Først en helt almindelig gudstjeneste, hvor vi tillod os at komme godt 1 time for sent - så var vi 'kun' med til den sidste halvanden time. Til sidst i gudstjeneste blev holdt en lille mindehøjtidelighed for Maame, hvor alle fra familien blandt andet rejste sig undervejs.
Da gudstjenesten var slut, fik vi taget fællesbillede med en del af den kæmpestore familie.
Og så gik vi, af den rute vi plejede at gå med Maame, til familiehuset, hvor der var komsammen - endnu en gang med stole under pavilloner på gaden. Der var musik og donationer, meatpies og sodavand. I dag var primært for donationer fra familien. Hvis man gav penge fik man en kuglepen med navn som tak. Hvilket er noget meget anderledes her i Ghana, hvor der plejer at blive delt poser med krus, lommetørklæder, bakker og meget andet ud til alle gæster. Men Maame brød sig ikke om det, hun gad ikke have flere krus, og derfor blev hendes begravelse revolutionerende!
Men det smukkeste var nok da den kvindegruppe fra kirken, som Maame var medlem af, kom og sang flere sange.
Mandag
Dagen hvor hele byen kunne komme og donere - og det må siges at det gjorde rigtig mange. Vi havde nærmest indtryk af at hele byen kiggede forbi. Der var høj musik og trommer og massevis af donationer. Der blev igen uddelt meatpies og sodavand og der blev danset.
Undervejs kom også et optog med en masse gaver. Det var ting fra svigerdatteren til familien og begravelsen. Der var blandt andet stof til hendes mand, tændstikke, slik, sæbe og meget andet. En del af det blev delt ud så alle, selv trommeslageren, på et tidspunkt havde slikkepind i munden - og vi havde 8 æsker tændstikker med hjem!
Vi var så heldige at være i huset til det sidste, da der blev uddelt rester af drikkevarer, kuglepenne, tørklæder og meatpies. Da stolene blev klappet sammen og de tomme vandflasker samlet sammen fra jorden. Da alle børnene fik popcorn - doneret af popcorn-damen på den anden side af vejen. Da der blev danset til trommerne og man fornemmede at folk åndede lettet op. Alle var udmattede og trætte, men der var også en lettelse at spore. Det gik godt! Maame blev sendt afsted med manér.