Gas, vand og internet udfordringer!, Søndagsstatus 9. oktober

Hot 🔥

  • Gaskomfur, der virker
  • Internet, der virker
  • Spejderaktiviteter og dans på en skole
  • Vi har lært at tage taxa'er
  • Lille nuttet killing

Not 🥶

  • Gaskomfur uden tilslutning til gas
  • Internet, der ikke virker
  • Begravet kat

Ugens vejr:

Den første halvdel af ugen var tør, men så kom der nogle dage hvor regnen styrtede ned om eftermiddagen - heldigvis startede den først 5 minutter efter vi kom hjem. Nu har vi regnvand nok til at vaske tøj i morgen!

Nyt i huset:

  • Badeværelsesindretning: Vi har fået både spejl, sæbeholder, toiletrulleholder og tandkrus op


  • Vi var lige ved at løbe tør for strøm (det er forudbetalt) og for at købe mere strøm måtte Ida og pigerne tage turen til Mampong, ca. 15 min væk i shared taxi og vente på en software-opdatering, men det lykkedes og nu har vi strøm til en måneds tid.
  • Internettet var elendigt først på ugen, ind til Mads fik den lyse idé at spørge Eddi der bor i huset sammen med os om hvad han gjorde når han ikke kunne få net på telefonen. Han sagde tricket var at befinde sig i et bestemt hjørne af huset. Nu står routeren dér, og på magisk vis virker nettet fremragende (for nu).
  • Vi havde kat, og vi havde ikke kat. Den lille stakkel blev ramt af en dør. Nu afventer vi at få to nye fra samme kuld.
  • Vi har på samme tid haft både vand, strøm, gas og internet - dog ikke samtidig med at vi havde kat. 

Ugens dyr:

Piv, vores lille killing, der lærte os så meget om kattepasning på sit alt for korte liv.

Mad denne uge:

Vi startede ugen med nogle dage uden gastilslutning til komfuret, så vi spiste havregrød lavet med kogende vand på gryn, æg stegt i riskoger og aftensmad varmet/tilberedt i riskoger. Det blev heldigvis fikset og Mads er gået videre med surdejs-bagningen. Vi har budt nogle ghanesere på smagsprøver, men de har det mildest talt lidt svært med, at der ikke er sukker i brødet. 

Gas eller ej, vi har bl.a. spist:

  • Fødselsdags-jollof: Mads tante Maame havde fødselsdag mandag og havde i den anledning lavet en super lækker og meget chili-mild jollof (krydret risret), som vi fik med hjem, hvilket jo var perfekt, når nu vi ikke havde gas.
  • Grillede majskolber
  • Grillede, kogte, stegte og mosede modne kogebananer
  • Yams
  • Kæmpe bofroots (en slags æbleskive-donut)



  • Hvidkål, især Nora og Iben, der er blevet helt tossede med rå hvidkål og endda snackede det til bagedysten sammen med deres kage!

Populære opslag fra denne blog

Søndags status - næsten til tiden

Børnerettigheder med Pigespejdere på Zion Hills